Nielco IT – til forsiden

...

Penetrationstest af SaaS‑produkter

Dokumentation, jeres kunder kan bruge

Kunden er klar til at skrive under. Men først vil de se en pentestrapport.

For et softwarehus er penetrationstesten ikke kun et spørgsmål om sikkerhed. Den er en del af salget. Kunden skal godkende jer som leverandør, og det kræver dokumentation for, at produktet er testet af en uafhængig part.

Vi tester jeres SaaS-produkt og leverer dokumentation, der passer til det, kunden skal bruge den til.

Hvornår har I brug for en penetrationstest af produktet?

Behovet kan opstå i salget eller hos en eksisterende kunde:

En kunde kræver en rapport: Aftalen venter på dokumentation for, at produktet er testet.

Et sikkerhedsspørgeskema: Kunden spørger, hvornår produktet sidst blev testet, og af hvem.

En fornyelse: Kunden vil se en nyere rapport end den, I sendte sidste år.

En ny version eller funktion: Produktet har ændret sig, siden det sidst blev testet.

ISO 27001 eller SOC 2: Testen indgår i den dokumentation, I arbejder på.

Hvad vi tester

En penetrationstest af et SaaS-produkt handler om det, jeres kunder er bekymrede for: at deres data er adskilt fra de andre kunders, og at kun de rigtige brugere kan se dem.

Vi aftaler omfanget med jer, før testen begynder. Det kan omfatte:

Adskillelsen mellem kunderne: Kan én kunde nå en anden kundes data?

Roller og rettigheder: Kan en almindelig bruger det, kun en administrator må?

Login: Herunder login via kundernes eget system (single sign-on).

API og integrationer: De grænseflader, kunder og partnere bruger.

Supportadgang: Jeres egne medarbejderes adgang til kundernes data.

Testen gennemføres i et miljø og med testkonti, vi aftaler med jer, så rigtige kunders data ikke berøres.

Dokumentation til jeres kunder

Rapporten er til jer. Den indeholder detaljer om svagheder, som ikke skal ligge i en kundes indbakke. Derfor kan dokumentationen leveres i flere former:

Rapporten: Alle fund med dokumentation og prioriterede anbefalinger. Rapporten tilhører jer, når opgaven er betalt.

Testerklæring: Et kort dokument, der bekræfter, at testen er udført, hvad den omfattede, og hvornår. Vi udsteder den, hvis det er relevant for jeres kunder.

Kundeversion af rapporten: Uden de detaljer, der kan bruges mod produktet. Kan tilkøbes.

Retest: Efterprøvning af, at fundene er rettet, så I kan vise kunden status. Kan tilkøbes.

Rapport på engelsk: Til udenlandske kunder, mod betaling.

Vi underskriver en fortrolighedsaftale (NDA) på forespørgsel.

Sådan foregår det

  1. Afklaring
    Hvad kræver kunden, og hvad skal dokumentationen bruges til? Vi aftaler omfang, testmiljø og hvilke dokumenter I skal have.
  2. Test
    Vi afprøver produktet inden for det aftalte omfang. Alt dokumenteres undervejs.
  3. Rapport og gennemgang
    I får rapporten, og vi gennemgår fundene sammen, så I ved, hvad der skal rettes først.
  4. Dokumentation til kunden
    Testerklæring, kundeversion og retest, efter hvad I har aftalt.

Har kunden en deadline, så sig det fra starten. Hastesager koster ekstra. Se pris og tilbud.

Uvildig test

Nielco IT sælger ingen produkter og har ingen leverandørpartnerskaber. Vi har ingen interesse i, hvad testen viser, ud over at den er rigtig. Det er en del af det, jeres kunder skal kunne stole på.

Vil I vide mere?

Spørgsmål om pentestrapporten, kundens sikkerhedsspørgeskema, testerklæring og standarder bliver besvaret på pentestrapport.dk, vores fagsite for softwarehuse og SaaS-leverandører.

Vil I også dokumentere sikkerheden i virksomheden og ikke kun i produktet, så se Leverandøraudit. Den generelle beskrivelse af penetrationstest står under Penetrationstest.

Skal jeres kunde have dokumentation?

Ring på 70 13 63 23 eller udfyld formularen.

Fortæl, hvad kunden kræver, og hvornår dokumentationen skal ligge klar. Så finder vi ud af, hvad testen skal dække.

John Nielsen, Nielco IT

Skal jeg kontakte dig?

Tak for din henvendelse. Jeg vender tilbage hurtigst muligt.

Udfyld formularen, så drøfter vi, hvad jeres kunder skal have dokumenteret.

Tak for din henvendelse. Jeg vender tilbage hurtigst muligt.