Den hører til gennemgangen af seksten sager om licensmodeller og migreringer.
I går forlod Rigspolitiet X. Ikke fordi de er bange for Elon Musk. Men fordi de vil eje deres egen kommunikation.
Kommunikationschef René Gyldensten sagde det direkte til Børsen: “X har udviklet sig på en måde, som gør det tydeligt, at vi i politiet er nødt til at eje vores egen kommunikation.”
Fra i går kommunikerer alle politikredse via POLITI UPDATE på politi.dk/politi-update. Norge og Finland har lignende løsninger. DR, Ritzau og Journalisten har også forladt platformen.
Timingen er ikke tilfældig.
Grok og de 20.000 billeder
Den europæiske nonprofit AI Forensics har netop analyseret over 20.000 billeder genereret af Groks “Imagine”-funktion på X.
Resultaterne var nedslående:
53% af de genererede billeder viste letpåklædte personer. 81% af disse var kvinder. Og 2% syntes at være mindreårige.
Grok har selv indrømmet “svigt i sikkerhedsforanstaltninger” efter at have genereret seksualiserede billeder af piger på 12-16 år. Grok selv postede en undskyldning på X.
Elon Musks reaktion var, at han kaldte trenden “way funnier” end andre AI-chatbots.
International reaktion
Reaktionerne er begyndt at komme fra myndigheder verden over.
Indonesien har blokeret Grok. Malaysia ligeså. Storbritannien, Frankrig og Californien efterforsker. EU-Kommissionen har beordret X til at gemme alle interne dokumenter frem til 2026.
Over 50 EU-parlamentarikere kræver nu et forbud mod “nudify-apps” som Grok.
Johanne Schmidt-Nielsen og Red Barnet har længe advaret om denne udvikling. Når techgiganter ikke tager ansvar for børns sikkerhed, må vi selv handle.
Det er jeg personligt helt enig i og bakker op om.
At eje sin egen kommunikation
Rigspolitiets beslutning handler ikke kun om Groks problemer med genererede billeder. Det handler om noget mere fundamentalt: kontrol over egen kommunikation.
Når en offentlig myndighed kommunikerer via en platform som X, afgiver de kontrollen til en tredjepart. En tredjepart, der kan ændre algoritmerne, ændre vilkårene, ændre hvem der ser hvad. En tredjepart, der i sidste ende ejes af én person med sine egne interesser.
Ved at flytte kommunikationen til politi.dk tager Rigspolitiet kontrollen tilbage. De bestemmer selv, hvad der publiceres, hvordan det vises, og hvem der kan se det. Ingen algoritme bestemmer, om en vigtig sikkerhedsadvarsel når ud til borgerne.
Hvad med resten af den offentlige sektor?
Jeg lukkede min verificerede X-profil for længe siden.
Men jeg undrer mig stadig: Hvorfor bruger danske kommuner, regioner og ministerier fortsat X som primær kommunikationskanal?
Det er ikke et spørgsmål om politik. Det er et spørgsmål om risikostyring.
Når en offentlig institution er afhængig af en platform, de ikke kontrollerer, har de en sårbarhed. Hvad sker der, hvis platformen ændrer vilkår? Hvis den bliver blokeret? Hvis den bliver utilgængelig? Hvis algoritmen pludselig nedprioriterer myndighedskommunikation?
Rigspolitiet har erkendt det og handlet på det. De har ikke ventet på, at noget skulle gå galt.
Rettidig omhu er ikke paranoia
Det er nemt at afvise bekymringer om platformsafhængighed som overdrevne. X virker jo fint. Borgerne er der. Det er nemt at poste.
Men rettidig omhu handler netop om at træffe informerede valg, før man bliver tvunget til det. At have en plan B, før plan A fejler.
Det gælder ikke kun sociale medier. Det gælder alle de platforme og systemer, jeres organisation er afhængig af.
Hvor ligger jeres data? Hvem kontrollerer jeres kommunikationskanaler? Hvad sker der, hvis en kritisk leverandør bliver utilgængelig?
Kortlæg jeres afhængigheder
En leverandøraudit giver jer overblik over, hvilke eksterne parter I er afhængige af. Ikke kun de oplagte som cloud-leverandører og IT-systemer, men også kommunikationsplatforme, sociale medier og andre kanaler, I tager for givet.
En cybersikkerhedsaudit ser på det samlede billede. Hvor er I sårbare? Hvad er jeres kritiske afhængigheder? Og hvad er jeres plan, hvis noget af det forsvinder?
Det handler ikke om at forlade alle platforme i morgen. Det handler om at vide, hvad I ville gøre, hvis I skulle.
Rigspolitiet har vist vejen. Hvem følger efter?
Har du brug for at få overblik over jeres organisations digitale afhængigheder? Kontakt Nielco IT på telefon 70 13 63 23 eller via kontaktformularen.




